Intet andet udstyr kan forandre din spiloplevelse som et gaming headset. Du kommer helt tæt på alle detaljer i lyden, og du vil blive opslugt af dine omgivelser. Uanset om du ønsker at få en fordel over dine modstandere i Fortnite eller leve dig helt ind i den fantastiske verden i ARK, så vil din oplevelse for altid være forandret, når du kan høre alt der foregår i verden omkring dig. Du er pludselig helt inde i spillet!
Skal du som konfirmand have fingrene i et gaming headset, så er der dog nogle ting du bør vide, så du får brugt dine penge mest fornuftigt. Læs derfor vores guide og bliv klogere på, hvordan du vælger det bedste gaming headset.
Om du bør vælge et headset med stereo-lyd eller surround sound, kommer langt hen ad vejen an på, hvad du spiller – og hvad din personlige præference er.
Mange gamere der spiller kompetitive spil som Counter-Strike eller Rainbow Six: Siege, foretrækker et godt stereo-headset. Årsagen er ganske simpelt, at lyden i mange af denne type spil, er designet til at blive oplevet i stereo, og derfor får man også den mest præcise gengivelse af lydene i spillet, ved at vælge et stereo headset. I nogle spil kan et headset med surround faktisk gøre lyden mere upræcis, idet surround sound-effekten i headsets oftest skabes vha. software og ikke ved hjælp af eks. 7 separate højttalere. Er spillet derfor skabt til stereo-lyd, vil et surround-headset forsøge at omkode signalet og kunstigt skabe et 3D-lydbillede. Nogle gange er resultatet fremragende og endnu bedre end den originale lyd, men andre gange bliver lyden mere uklar og upræcis. Derfor er et stereo-headset til konkurrence-spil ofte et mere sikkert valg.
Headsets med surround sound, kan derimod være et langt bedre valg, hvis man primært spiller action adventure-spil, racer-spil eller andre spil, hvor man virkelig kan leve sig ind i den verden man befinder sig i. Med en god, fyldig surround sound i et spil, kan man blive helt opslugt, og for alvor få en fornemmelse af at være midt inde i spillet, når man kan høre flyvemaskiner drøne hen over hovedet på en, eller fornemme hvordan lyden giver ekko, i den hule man er i gang med at udforske.
Et headset med kabel, er ofte den billigste løsning, da headsettet dermed ikke skal være udstyret med trådløs teknologi, der er lidt dyrere at fremstille. Bare fordi det er den billigste løsning, bliver det dog ikke også automatisk den dårligste løsning. Så langt fra. Mange professionelle gamere foretrækker et headset med kabel, da den direkte forbindelse til computeren minimerer risikoen for forstyrrelser og udfald i lyden – noget der vil være utilgiveligt, hvis det koster sejren i en kæmpestor turnering.
Dyster man ikke lige om en stor præmiesum hver weekend, kan et trådløst headset dog være et mere lækkert valg. Godt nok skal man huske at oplade sit headset fra tid til anden, men til gengæld slipper man får, at ledninger hænger i vejen, når man sidder og spiller. Med et trådløst headset kan man også lettere rejse sig op og strække benene mellem kampene, mens man stadig kan kommunikere med ens holdkammerater og den større bevægelsesfrihed retfærdiggør for mange, den ekstra pris man betaler for et trådløst headset.
Hvis du sidder med et headset på i mange timer ad gangen, har komfort en kæmpestor betydning. Faktisk kan man et langt stykke hen ad vejen sige, at et headset der sidder behageligt på dit hoved og ører, er et godt headset. Lyden kan være nok så god i et headset, men hvis det klemmer så meget, at du til sidst får ondt i hovedet af at have det på, holder du hurtigt op med at bruge det.
Hvad er så med til at gøre et headset komfortabelt? Først og fremmest skal headsettet være justerbart, så du kan justere højden fra ørekoppen til toppen af hovedbøjlen. Derudover skal hovedbøjlen være polstret og nogenlunde fast, men stadig fleksibel, så headsettet kan give sig, når du bevæger hovedet. Polstringen er med til at reducere trykket på dit hoved, så headsettet er mere behageligt at have på i længere tid.
Dernæst skal du overveje ørepuderne på headsettet. Bruger du eks. briller, kan det være en fordel af vælge et headset med bløde ørepuder, så det ikke klemmer unødigt på dit brillestel, ligesom det kan være værd at overveje ørepuder i et materiale, der sikrer god ventilation, hvis du typisk gamer et sted, hvor det bliver lidt varmt.
Hvis du tit er på farten, og du alligevel skal have et nyt headset til gaming, så kan det være værd at overveje, om dit nye headset også skal kunne bruges med mobilen. Vælger du et headset med USB Type-C forbindelse eller Bluetooth, vil du kunne tilslutte det til en lang række mobiltelefoner, og dermed få lækker lyd, uanset om du hører musik, streamer Twitch eller ser highlights på YouTube.
Hvis du overvejer også at bruge dit gaming headset på farten, kan det være værd at finde et headset, hvor man kan fjerne mikrofonen. Mikrofonen er selvfølgelig praktisk, hvis man skal ringe, men når man ikke lige taler i telefon, vil en mikrofon ofte bare være i vejen. Heldigvis findes der flere headset, hvor mikrofonen kan fjernes, eller foldes op, så den bliver en del af ørekoppen, og dermed ikke er i vejen.
Når det går hektisk for sig i multiplayer, er det vigtigt at kunne kommunikere klart til sine holdkammerater. Det er utrolig svært at aftale taktik og videregive informationer, hvis vennerne ikke kan høre, hvad du siger, fordi lyden er mudret. Det kan også være, at du gerne vil bruge headsettets mikrofon til at indtale lyd på nogle videoer, du har optaget af dit gameplay, og så er det også vigtigt, at kvaliteten af mikrofonen er i orden.
High-end headsets har ofte en bedre mikrofon, men du kan også kigge efter headsets der eks. er Discord-certificeret, hvis du vil give dig selv og vennerne den bedste oplevelse.
Er du stadig sulten efter at lære mere om, hvad du skal kigge efter, når du køber nyt gaming udstyr? Så tjek vores guides, hvor vi giver dig indblik i alle de vigtige detaljer, du skal holde øje med, når konfirmationspengene skal bruges mest fornuftigt!