At vælge den rigtige skærm er ikke nogen hel nem opgave. Der er nemlig en række ting, man som konfirmand bør tænke over, hvis man skal finde en god gaming skærm, der passer til ens computer.
Men bare rolig! Vi forklarer dig i denne guide, hvilke vigtige specifikationer du skal kigge på, og forklarer nogle af de tekniske begreber, så du kan vælge den helt rigtige gaming skærm
En af de første ting du bør overveje, når du leder efter en ny skærm er, hvor stor den skal være. Det kan være fristende at gå efter så stor en skærm som muligt, da det alt andet lige giver en mere imponerende oplevelse, at sidde og spille på en stor skærm. Men den største gaming skærm er ikke altid det bedste valg. Sidder man for tæt på skærmen, risikerer man nemlig både at få hovedpine og trætte øjne eller at overse fjenden der står helt ude i kanten af skærmbilledet.
Ifølge eksperter, skal man helst sidde 50-70 cm. fra sin skærm, og for mange mennesker ender en skærm på 24-27 tommer derfor med at være en god størrelse, da det typisk passer meget godt med dybden på et normalt skrivebord. Sidder du endnu længere væk, eks. fordi skærmen er hængt op på en væg, kan du selvfølgelig sagtens vælge en endnu større skærm, hvorimod du måske skal vælge en lidt mindre skærm, hvis du til gengæld vil have plads til mere end én skærm på skrivebordet.
Opdateringshastighed er en vigtig faktor at overveje, når du vælger en skærm til gaming, da den påvirker, hvor jævnt og flydende billedet på skærmen bevæger sig. Opdateringshastighed måles i Hertz (Hz) og angiver, hvor mange gange skærmen opdaterer billedet per sekund. Jo højere opdateringshastigheden er, jo mere flydende opfatter øjet bevægelsen.
En traditionel skærm har typisk en opdateringshastighed på 60 Hz, men en gaming-skærm bør have en opdateringshastighed på 120 Hz eller mere for at give en bedre spiloplevelse - hvis du spiller hurtige spil eller på konkurrence-niveau, kan en endnu højere opdateringshastighed endda være et godt valg. Den hurtige opdatering af billedet giver nemlig også mulighed for, at man kan sigte langt mere præcist med musen – for dens bevægelse ser også mere flydende ud, og samtidig er skærmbilledet endnu mere opdateret med, hvor fjenden befinder sig, når skærmbilledet opdateres med så korte intervaller.
En vigtig ting at nævne ifm. Opdateringshastighed er dog, at det kan være ekstra krævende for computeren at generere alle disse mange billeder, da der alt andet lige er stor forskel på om computeren skal lave 60 billeder i sekundet eller 280 billeder. Er spillet meget grafisk tungt, bliver opgaven selvfølgelig kun endnu sværere. Mange gamere vælger derfor at skrue ned for de grafiske indstillinger i spillet, for at gøre det lettere for computeren at generere billederne, og derved opnår de et højere antal frames-per-second (FPS), der bedre matcher deres skærms opdateringshastighed.
Et skærmbillede består af en masse små firkanter (pixels) og en skærms opløsning fortæller, hvor mange pixels den kan vise i hhv. bredden og højden – eksempelvis kan en Full HD-skærm vise 1920x1080 pixels. Jo højere opløsning en skærm har, desto skarpere og mere detaljeret et billede får man – men en høj opløsning, er også mere krævende for computeren, da den skal lave indhold til endnu flere pixels.
Derfor vælger mange gamere i dag en skærm i Full HD-opløsning. Her får man nemlig både et rigtig flot billede, og de fleste moderne gaming PC’er kan levere en flydende spiloplevelse i denne opløsning. Går man ekstra meget op i flot grafik og skarpe detaljer, og har man en kraftfuld gaming computer, kan man dog også vælge en QHD- eller endda en 4K skærm.
En god gaming skærm har i dag en responstid på 5 ms. eller mindre. Jo lavere responstid desto bedre, men reelt vil det være de færreste der kan se forskel på 1 ms og 4 ms responstid.
Begrebet responstid dækker over den tid det tager for en pixel at skifte farve. Typisk måles dette ved at lade en pixel skifte farve fra hvid til grå og tilbage til hvid igen. Hvis en skærm har meget lang responstid, vil man kunne se et ”slør” rundt om objekterne i spillet, når billedet bevæger sig. Dette slør, er ganske enkelt de enkelte pixels, der stadig er i gang med at skifte farve fra det forrige skærmbillede, og det kan være distraherende, når man sidder og koncentrerer sig om, at holde øje med alt der bevæger sig på skærmen.
Du har måske undret dig over, hvad det betyder, når der står at en skærm har et TN-, VA-, IPS- eller OLED-panel. Disse paneltyper har hver deres fordele:
Er du stadig sulten efter at lære mere om, hvad du skal kigge efter, når du køber nyt gaming udstyr? Så tjek vores guides, hvor vi giver dig indblik i alle de vigtige detaljer, du skal holde øje med, når konfirmationspengene skal bruges mest fornuftigt!